Overgang til børnehave

Her har vi samlet nogle gode råd til, hvor du som forældre kan hjælpe dit barn godt på vej, når det skal starte i børnehave.

Forberedelse i hjemmet, vuggestuen og dagplejen

Vi understøtter selvfølgelig børnene i overgangen fra dagpleje/vuggestue til børnehave, men I kan som forældre også hjælpe børnene på vej ved at øve selvhjulpethed i hjemmet: 

  • At barnet øver sig i selv at tage tøj, overtøj og sko af og på.
  • At barnet selv går, når I er ude på tur. I børnehaven er der ikke klapvogn.
  • Overvej, om barnet er klar til at undvære bleen. Tæt samarbejde mellem dagpleje/vuggestue og hjemmet giver ofte den største succesrate.
  • Skriv stadig gerne navn i tøjet, men vis og fortæl gerne barnet, hvordan dets tøj og sko ser ud.  Det hjælper barnet i garderoben.
  • I børnehaven sover børnene inde på en madras i et rum med flere børn. I kan med fordel lade barnet sove andre steder end i barnevognen.
  • I hjælper jeres barn med at udvide sit sprog, når I læser højt og taler med barnet om hverdagsting.
  • I børnehaven hjælper børnene med at dække bord og dele mad ud. Der siges "værs'go" og børnene bliver siddende til de fleste er færdige. Det kan I lade jer inspirere af derhjemme og øve med barnet.
  • Hvis børnehaven ikke har madordning, og man derfor skal have madpakke med, kan I med fordel lade barnet øve sig i at åbne sin madkasse, pakke maden ud og overskue mulighederne.